Det danske medielandskab kommer til at ændre sig for altid med opsplitningen af Berlingske Media, som i realiteten betyder enden på det 264 år gamle avisimperium. Men selv om salget af Berlingske i bidder kan medføre en øget koncentration i den danske avisbranche, er det ikke nødvendigvis en skadelig udvikling, mener lektor og medieforsker på RUC, Michael Bruun Andersen. "Hvis det nu forholder sig sådan, at der ikke er økonomisk plads til at drive ordentlige kvalitetsprodukter i den mængde, vi har i Danmark, så vil resultatet af en vis koncentration jo efterlade en bedre økonomi til dem, der er tilbage. Så det tror jeg måske ikke, man skal være så forfærdelig ked af," siger Michael Bruun Andersen.