Danmark er ikke længere væk fra Rusland, end at den russiske udenrigspolitik og dens konsekvenser på et tidspunkt vil ramme os. Sådan lyder udmeldingen fra Robert Petersen, historiker og ph.d.-studerende ved RUC, som i en kronik påpeger, at det paradoksalt nok næppe vil være Polen eller Tjekkiet, som vil være mest i fare, hvis den nuværende optrapning førte til et våbenkapløb. I stedet har de små baltiske lande grund til at frygte et sådant scenarie.- Dels er landene allerede delvist afskåret fra landsiden af Rusland og Hviderusland, dels er der betydelige russiske minoritetsgrupper i alle lande, dels er Rusland fortsat rasende over at de tre lande er kommet ind i NATO og endelig har magthaverne i Moskva et eller flere regnskaber at gøre op med de opsætsige baltere, skriver Robert Petersen og påpeger endvidere, at Ruslands holdning til de tre baltiske landes selvstændighed måske bedst blev illustreret, da Estlands regering sidste år besluttede sig for at nedrive et sovjetisk krigsmonument i det centrale Tallin. Herefter brød demonstrationer løs i Tallins gader, mens landets officielle hjemmesider blev lammet af et hackerangreb af ukendt oprindelse. (Side. Sektion. Default)