Der er udsigt til, at 2012 ender med røde tal på bundlinjen for Roskilde Universitet (RUC). Universitetet styrer nemlig imod et samlet underskud på 12,6 millioner kroner. Det viser tal, der for nylig er blevet fremlagt for bestyrelsen. Trods udsigt til røde tal behøver de omkring 8500 studerende og cirka 800 ansatte ikke frygte universitetsledelsens sparekniv. Underskuddet er ikke bare ventet, men decideret planlagt af universitetsbestyrelsen.
Det fortæller universitetets direktør, Peter Lauritzen. Vi har hele tiden styret efter et underskud. Vi er simpelthen blevet pålagt af bestyrelsen at skulle ud og bruge nogle penge på strategiske projekter, så vi kunne få bragt vores egenkapital ned, siger Peter Lauritzen. Efter et par år med overskud nåede RUC's egenkapital sidste år op på 87 millioner kroner.