Retoriker: Helles tale manglede nærvær

Presse/medie

Beskrivelse

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) holdt i dag sin første tale nogensinde til den danske nation som statsminister, da hun gik på folketingets talerstol for at holde åbningstalen. Men hvis man ser ud over det politiske indhold, hvordan klarede Helle Thorning-Schmidt sig så på talerstolen? Faktisk lidt for godt, mener lektor i retorik ved Roskilde Universitet, Jonas Garbrielsen: "Jeg synes, hun var for professionel. Jeg have foretrukket lidt mere løs tale, og i virkeligheden havde det ikke gjort noget, at der var nogle fejl, for så havde man lettere kunne mærke mennesket bag", siger han. Når Helle Thorning-Schmidt fremstår for professionelt, vil det også føles af tilhørerne som om hun distancerer sig fra dem: "Vi vil ikke se den professionelle politiker, vi vil mærke mennesket i langt højere grad. Det er funktionen med denne her tale, det er en statsleder, der samler nationen, og der er det vigtigere med personen. Hun mangler nærvær", siger Jonas Gabrielsen. En anden fejl ved talen er ifølge retorik-lektoren, at den er fyldt med klicheer. Han nævner eksempler som »Vi vil genskabe troen på fremtiden« og »efter stilstand, er det tid til forandring.« "Problemet med dem er, at ingen kan være uenig i dem - og de derfor bliver meningstome", siger Jonas Gabrielsen. Han vil dog give ros for, at taleskriveren har kælet for ordene: "Der er en masse gentagelser, tretrinsraketter, antiteser, som virker godt i talen. F.eks. »det handler ikke om tal i et regneark. Det handler om menneskers muligheder.« Det er en superelegant formulering. Så på det sproglige plan, er talen taget alvorligt", siger Jonas Gabrielsen .
Periode4 okt. 2011

Mediedækning

1

Mediedækning