Hvis alt går vel, slår non-profit-organisationen Specialekontoret i starten af 2008 dørene op for et tilbud, som bliver interessant for studerende i og omkring København. Specialekontoret tilbyder specialestuderende et centralt beliggende kontor til arbejdet med specialet og tilbyder samtidig coaching til de studerende af unge ledere fra dansk erhvervsliv. Brugerbetalingen kommer til at ligge omkring 600 kroner månedligt, og resten af udgifterne forventes at blive dækket af erhvervslivet gennem en pulje på 30 millioner kroner tilført projektet over tre år. Flere organisationer og virksomheder, heriblandt Novozymes og Dansk Erhverv, har allerede vist interesse for projektet. Specialekontoret ledes af Nikolaj Stagis, direktør i kommunikationsvirksomheden Stagis og ekstern lektor ved RUC. (Side.13 Sektion. Første)