De Konservatives energiordfører, Per Ørum Jørgensen, blev i weekenden sigtet for spritkørsel og reagerede straks ved at sende en pressemeddelelse ud om sagen. Her begrundede han episoden med stress og personlige problemer, som han nu vil søge hjælp til, og det er som taget ud af krisehåndteringens ABC, mener ekspert i politisk kommunikation på Roskilde Universitet, lektor Anders Esmark. - Det er en kontrolleret envejs-kommunikation gennem en pressemeddelelse. Der siges undskyld, men markeres samtidig en grænse mellem det offentlige og private, og så gemmer man ellers personen væk, siger Anders Esmark.