Ifølge tre kommunikationseksperter er åben og ærlig kommunikation den eneste holdbare vej fremad, når kommuner skal fyre, spare og skære. Tendensen går imidlertid i den modsatte retning. For eksempel hedder besparelser på 250 millioner kroner hos Silkeborg Kommune i stedet et "mulighedskatalog", ligesom det i Frederiksberg hedder et "udvidelsesforslag", når man vil trække ressourcesvage elever tilbage til normale skoletilbud.
- Jeg synes helt klart, at det er gået for langt nu. Borgerne har krav på at få klar besked, og at politikerne melder rent ud. Jeg mener, at det er et demokratisk problem i mange kommuner, at man prøver at camouflere sine besparelser, siger Rasmus Jønsson, ekstern lektor i politisk kommunikation på RUC.
(Sine Riis Lund)