Ny data fra SKATs projekt Money Transfer viser, at en række danske privatpersoner og virksomheder i løbet af de sidste fem år har sendt 1.000 milliarder kroner frem og tilbage mellem Danmark og 55 skattely, for eksempel Bahamas. Niels Helveg Petersen (R), formand for Folketingets skatteudvalg, kræver en forklaring fra skatteminister Troels Lund Poulsen (V). Han vil vide, hvor mange ressourcer man vil tilføre skat, så problemet kan løses. Skatteekspert Bent Greve fra Roskilde Universitet skønner, at mellem 15 og de 1.000 milliarder er ren skattesvindel, og at det bør få regeringen til at stramme reglerne for de revisorer, jurister og andre, som hjælper firmaer med at slippe billigere i skat.