Lærerlockouten er ovre, og eleverne vender tilbage til klasserne mandag. Men nu starter også konflikthåndteringen ude på skolerne og arbejdet med at få lærerne med på forandringerne
Det er ikke lærere med stort overskud og optimisme, der vender tilbage til klasselokalerne på mandag efter en måneds lockout, skal man tro blandt andre Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, DLF.
Ganske vist har regeringen med sit indgreb i torsdags sluttet krigen mellem ham og Kommunernes Landsforening, KL, men forhandlingerne mellem de to parter fortsætter, og der skal mere til at skabe fred, lyder det fra begge parter i konflikten.