DSB vil gå langt i kampen for at kapre flere passagerer, og fremtidens tog kan derfor blive rullende wellness-centre. Både Morten Grønbæk, forskningschef på Statens Institut for Folkesundhed, og trafikforsker Malene Freudendal-Pedersen fra RUC er begejstrede for ideen. - Mange mennesker stresser jo over, at de skal røre sig den time hver dag. DSB kan få masser af gode ting ud af, at folk har mulighed for at motionere i toget, siger Freudendal-Pedersen. Hun mener også, at tiden i toget på den måde kan blive fritid, hvor man kun skal koncentrere sig om sig selv, hvilket er en luksus. - I toget er der ingen børn, chefer eller ægtemænd, man skal forholde sig til, påpeger hun.