Københavns nye boligområde Nordhavn, hvor der skal bo 40.000 københavnere og etableres et tilsvarende antal arbejdspladser, skal måske også have glæde af metrosystemet. Metroselskabet har nemlig iværksat en analyse af rentabiliteten i en Nordhavnsmetro. Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), håber, at metroen kan være med til at kickstarte den nye bydel, og det må gerne gå stærkt, for inden 2025 vil København have fået 100.000 nye indbyggere, fortæller han. Trafikforsker Per Homann Jespersen, Roskilde Universitet, vurderer, at en Nordhavnsmetro vil kunne øge grundværdierne i området og præge udviklingen af bydelen.