En undersøgelse, som Interresearch har foretaget for Søndagsavisen blandt 994 danskere i arbejde, viser, at knap halvdelen synes, at de får for lidt ros af chefen. Og det går ud over motivationen, vurderer Anita Mac, der er lektor i moderne ledelsesformer og organisation på Roskilde Universitet. Ros og anerkendelse gør nemlig, at medarbejderne føler, at de bliver taget alvorligt.
- Ros har den fordel, at hvis en medarbejder får ros for sit arbejde, kan man regne med, at vedkommende gør sig endnu mere umage næste gang, siger Anita Mac. Hun tilføjer, at der aldrig kan komme noget dårligt ud af at give ros, hvis den er oprigtigt ment.