En undersøgelse, som Interresearch har foretaget for Søndagsavisen blandt 994 danskere i arbejde, viser, at knap halvdelen synes, at de får for lidt ros af chefen, og det går ud over motivationen.
- I Danmark har vi en fejl- og kritikkultur, hvor vi er vant til, at vi kun forholder os til hinanden, når der er en fejl, eller når der er noget, der kan forbedres, siger Anita Mac, der er lektor i moderne ledelsesformer og organisation på Roskilde Universitet. Hun vurderer, at medarbejderne vil gøre sig mere umage, hvis de får ros. Det kan man ikke få for meget af, understreger hun.