Mænds kriser er tabu, og derfor synker nogle mænd ubemærket til bunds. Formanden for Socialrådgiverne i Danmark, Bettina Post, peger på, at selvom især enlige mænd er i farezonen, er der ikke særligt fokus på gruppen i den politiske debat. Mandeforsker Kenneth Reinecke fra RUC mener, det bør give anledning til bekymring, at mænd på nogle områder er de nye tabere. Han efterlyser en fornyet kønsdebat med mandligt fortegn, fordi der er en forestilling om, at mænd ikke er berettiget til hjælp på samme måde som kvinder. - Mænd er opdraget til ikke at tale om køn, men til at tage kønnet på sig, siger Reinecke.