En endnu ikke offentliggjort undersøgelse, som Martin Bayer og Ulf Brinkkjær har gennemført for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, viser, at lærerne i dag fokuserer mere på elevernes faglige færdigheder end på deres alsidige personlige udvikling. I undersøgelsen fulgte forskere 485 nyuddannede lærere fra 1998 til 2006, og det viste sig, at de i 2006, da de blev interviewet igen, prioriterede faglig læring højere end dannelse. Martin Bayer, der i dag er lektor og institutleder på Roskilde Universitet, understreger, at man ikke med sikkerhed kan afgøre, om det ændrede fokus følger af, at de nyuddannede lærere er blevet mere erfarne, eller om det er et udtryk for, at danske læreres fokus generelt er ændret.
(Mikkel Hvid)