Livslang læring, lyder mantraet på arbejdsmarkedet i dag. Men det kræver engagement og planlægning at få det optimale ud af et kursus, mener Niels Warming, lektor ved Institut for Uddannelsesforskning på Roskilde Universitetscenter (RUC). Kortere kurser har den fordel, at de kan indgå i en vekselvirkning med arbejdet, når forholdene er mest optimale, men det kræver, at indholdet af kurset er rettet mod det arbejde, som man har, og at man kan anvende sin nye viden, umiddelbart når man kommer tilbage på jobbet. Alt for mange virksomheder forsømmer at spørge medarbejderne, hvad de har lyst til, og prioriterer ikke at følge op på den nye viden, når medarbejderen kommer tilbage, siger Niels Warming.