Det er problematisk, at kulturen ikke fylder mere i kommunalvalget, siger forsker i kulturpolitik i kommuner og regioner på Syddansk Universitet, Johs. Nørregaard Frandsen. Vi puster lidt kultur ind i kommunalvalget med rapper Henrik Hass, der har lavet en rap om valgkampen i sin hjemstavn Favrskov. Og så skal det handle om konspirationsteorier. For et nyt studie har kortlagt konspirationsteorier i Danmark under Covid-19-pandemien. Vi taler med en af forskerne bag det nye studie, Eva Mayerhöffer, der siger, at vi skal holde lidt igen med at stemple systemkritik som konspirationsteori. Derefter vender vi Venstres nye forslag om, at TV 2 regionerne og P4 København kan splittes op i mindre enheder med partiets kulturordfører Jan E. Jørgensen og mediesociolog Søren Schultz Jørgensen. Allersidst i programmet stiller vi om til vores kulturagent på Fyn, der har besøgt Johannes Larsen Museet i Kerteminde.