Hvis EU's skøn er korrekt, vil hver dansker skulle betale mellem 54 og 409 kroner om året i bistand til verdens fattige lande som led i en international klimaaftale. Flere danske eksperter mener ikke, at det er et skræmmende beløb. De frygter dog stadig, at pengene aldrig vil blive udbetalt, selvom der gives tilsagn om det. Det har man blandt andet set efter borgerkrige, hvor lande ikke har fået den lovede støtte, påpeger Thorkil Casse, lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på RUC. - Men fokus vil ikke forsvinde fra klimaet på samme måde, så der kan være en forskel, siger han.