Hjemmesiden Arto bliver brugt til at hverve nye medlemmer til højreekstreme grupper. Blandt andet har gruppen Dansk Front i flere tilfælde opfordret hjemmesidens brugere, med målgruppen 12 år og op efter, til at blive del af den højreradikale gruppe. Direktør fra Arto, Morten Borg, oplyser, at man dagligt lukker profiler og klubber på grund af overtrædelser af enten nazistisk eller racistisk karakter af hjemmesidens retningslinier. Dansk Fronts talsmand, Julius Børgesen, afviser dog, at der foregår organiseret hvervning på Arto, men mener samtidig, at gruppen har lige så meget ret til at ytre sig og gøre reklame som andre. Både børneforskere og ungdomsorganisationer mener, at den højreekstreme propaganda på Arto skal tages alvorligt. Forsker ved Center for Ungdomsforskning på RUC, Niels Ulrik Sørensen, tvivler på, at børn har et særligt stort beredskab over for lige præcis den type propaganda, selvom de er blevet opdraget med internettet og dets risici. 1. sektion, side 1 og 4 (Side.4 Sektion. Første)