Interessen for glamourøse filmstjerner er større end nogensinde, og de store modeblade sætter konsekvent Hollywoods største stjerner på forsiden. Senest har National Portrait Gallery i London fået stor succes med udstillingen "Glamour of the Gods", hvor man kan se fotografier af de største Hollywood-stjerner fra 1920-1960. Helle Kannik Haastrup, der er lektor i medievidenskab på RUC, vurderer, at vores fascination af filmstjernerne skyldes, at de på film bliver ophøjet til noget, der er større end deres egen tid. Actionheltene kan klare de værste katastrofer, og man kan i det rette lys ophøje de allerede smukke mennesker til noget ekstra. Hun påpeger, at det kræver en del held at blive fimstjerne, og hun nævner Greta Garbo og James Dean som filmhistoriens største stjerner.