Der er lagt op til konkurrence mellem færger og tunnelforbindelse, når den nye Femern-tunnel står klar. Rederiet Scandlines har nemlig ingen intentioner om at stoppe færgedriften, fortæller kommunikationsdirektør i Scandlines Susanne Brigitte Kock. Hun beskylder Femernforbindelsens prognoser for den fremtidige trafik for at skyde over målet, men kommunikationsdirektør i Femern A/S Ajs Dam svarer igen og minder om, at færgedriften over Øresund og Storebælt tidligere har måttet bukke under for en brokonkurrent. Både Femernforbindelsen og færgerne kan overleve, vurderer trafikforsker ved Roskilde Universitet Per Homann Jespersen. Han påpeger, at Eurotunnellen mellem England og Frankrig og færgerne på samme strækning stadig lever side om side.