Hvert tredje barn af akademikerforældre ender med en lang videregående uddannelse, mens kun ét ud af 20 børn af ufaglærte forældre giver sig i kast med et universitetsstudium. Det viser tal fra Socialforskningsinstituttet, der nu har fået videnskabsminister Helge Sander (V) til at foreslå en bonus til de universiteter, der gør en ekstra indsats for at sætte ind over for den sociale arv. Flere uddannelsesforskere påpeger dog, at det stort set er umuligt at bryde den sociale skævhed, når de studerende nærmest udelukkende kommer ind via karaktergennemsnit fra gymnasiet. Ph.d-studerende Jens Peter Thomsen fra Center for Uddannelsesforskning på Roskilde Universitetscenter står bag en undersøgelse om social arv på universiteterne. Han mener ikke, at det nuværende kvote 1-optag kan ændre på den sociale arv.- Det er svært at lave kvoter for bestemte mennesker, men det ville være en god idé at forpligte universiteterne til at rekruttere bredere, for eksempel ved at gentænke kvote 2. Uddannelserne skal også støtte folk bedre undervejs, men de nuværende optagelsesregler er for rigide, udtaler Jens Peter Thomsen. (Side.12-13 Sektion. Hele avisen)