Allerede få timer efter udskrivelsen af folketingsvalget offentliggjorde Berlingske en chok-måling fra Gallup, som viste, at Helle Thorning-Schmidts (S) sikre føring næsten var væk. Målingen var den bedste for blå blok siden januar, og Rasmus Jønsson, ekstern lektor i politisk kommunikation på RUC, tror, at den socialdemokratiske formand bliver mærket af meningsmålingerne.
- Når de har ført stort i månedsvis, og regeringen bliver kritiseret fra alle sider, tror jeg, de bliver lidt rystede af pludselig at se meningsmålinger, hvor blokkene står lige. Især oven på nogle uger, hvor regeringen har stået på et affaldsbjerg af dårlig omtale, siger han. Senere på aftenen præsenterede DR dog en meningsmåling fra Epinion, der gav rød blok 95 mandater og blå blok 80 mandater, så med 20 dages valgkamp endnu kan intet siges at være afgjort.