På trods af vigende oplag hos de traditionelle aviser og et boom i forbrug af elektroniske medier er det fortsat dagbladene, der er krumtappen i den danske nyhedsmotor. Ifølge en ny analyse skaber dagbladene 71 procent af de originale nyheder, mens radio og tv bidrager med hver ottende nyhed og selvstændige webmedier og nyhedsbureauer bidrager med hver tiende. - Dagbladene har stadig en meget væsentlig rolle i nyhedsstrømmen. De står for en meget stor del af den originale journalistik, der produceres. Dagbladene har også lige nu meget gode produktionsforhold, og mange ansatte, men produktionsforholdene er under pres, siger Ida Willig, mediesociolog og lektor ved RUC. Danske Dagblades Forening er begejstrede for analysen og ser den som et vigtigt signal til politikerne om, at dagbladenes to store statsstøtteordninger skal bevares.