En undersøgelse, der er foretaget af Kaas og Mulvad for Ugebrevet A4, omhandler byrådspolitikeres personlige stemmetal ved kommunalvalget i november 2009. Den viser, at blandt 921 nyvalgte byrådspolitikere fik syv ud af ti flest personlige stemmer på det afstemningssted, hvor de selv bor. Politisk kommentator og ekstern lektor på Roskilde Universitet Rasmus Jønsson advarer dog om, at politikerne snart kan få vælgernes kærlighed at føle, netop fordi det er naboer, venner og kolleger, som udgør kernevælgerne. Kommunerne skal nemlig spare og lukke offentlige tilbud.
- Det er virkelig enkeltsager, der kan få følelserne i kog. Tonen bliver rigtig hård, både i medierne og i debatterne rundt omkring, så der er mange af de her kandidater, der snart får varme ører, siger han.
(Allan Larsen)