I øjeblikket er EU presset globalt, og det er svært for medlemslandene at finde fælles fodslag. Ifølge Ian Manners, EU-professor ved Roskilde Universitet, er det dog ikke så slemt, som man kunne tro. Han mener, at EU er skabt for at overvinde kriser, mens der kommer større harmoni af forskellighed.
- Enhver krise indeholder en kombination af fare og muligheder, så i den her tid, da der er bred enighed om, at EU står rimeligt svagt, er der både risiko for at fejle og mulighed for at komme positivt videre. Fremtiden vil vise, hvilken vej det går, men som det ser ud lige nu, har den økonomiske krise i hvert fald fået os til at rykke tættere sammen, påpeger Ian Manners.