Is the treatment of diabetes suitable as a model for shared care?

Beskrivelse

Er diabetes velegnet som sygdomsområde for IT-understøttet shared care?

Maren Fich Granlien^a, Sine Marie Øelund^a, Louise Baunsgaard Koch^a

a Institut for Kommunikation, Journalistik og Datalogi, Roskilde Universitetscenter, Roskilde, Danmark

Introduktion

I disse tider fokuseres der meget på shared care i sundhedsvæsenet; især i forbindelse med kroniske sygdomme. Shared care handler om at skabe sammenhængende patientforløb på tværs af sektorgrænser via tættere samarbejde. I praksis bliver denne flotte vision ikke altid fulgt til dørs.

Vi har fulgt to amters forsøg med IT-understøttelse af shared care i diabetessammenhæng og vil i det følgende beskrive nogle af de implikationer, vi er stødt på.

Metode

Vi har foretaget en komparativ analyse af vilkårene for og resultaterne af de to implementeringsforløb. Til grundlag for analysen ligger et større empirisk arbejde primært bestående af observationer og interviews af læger i primær- og sekundærsektoren, interviews med udviklingsfirmaerne samt med repræsentanter fra henholdsvis Roskilde og Fyns Amt.

Resultater

I Roskilde er systemet DiabetesRASK/PRAKSIS opstået via en bottom-up metode. Dvs., at initiativet til udviklingen af systemet kom fra brugerne. Desuden blev det foretaget med et lille budget. I dag er det langsomt ved at blive udbredt til andre hospitaler og praktiserende læger. På Fyn er der derimod tale om en top-down udvikling. Her tog amtet initiativet og fik systemet FDDB udbredt på hospitaler og dernæst hos praktiserende læger med stor økonomisk støtte fra medicinalindustrien.

Dette har bl.a. resulteret i, at systemerne er opbygget meget forskelligt både strukturelt og funktionsmæssigt. På trods af dette og de to meget forskellige udviklings- og implementeringsprocesser er resultatet det samme: at sekundærsektoren anvender systemerne, men de praktiserende læger er mere forbeholdne. Hvorfor?

Diskussion

Da idéen til DiabetesRASK/PRAKSIS opstod fra brugerne selv, kunne det formodes, at de ville tage godt imod det. FDDB derimod er økonomisk velfunderet og med en stor udviklingsvirksomhed i ryggen, men hvor brugerne også har været involveret i udviklingsprocessen. Alligevel er ingen af systemerne forankret i primærsektoren.

Vi fandt i begge amter begrundelser, som f.eks. at formålet med systemet var uklart, og at systemet ikke bidrog med noget ekstra i forhold til den nuværende arbejdsgang. Desuden synes mange praksislæger ikke, der er taget tilstrækkelig højde for deres arbejdsgange. Begge systemer er tiltænkt at skulle anvendes med patienten i en konsultation, men de fleste praktiserende læger arbejder ikke på denne måde. De bruger først computeren efter konsultationen, fordi de ser en modsætning i ”kontakt med patienten” og ”computer i konsultationen”.

Endvidere er det sjældent, at sektorerne deler diabetespatienter – enten er de tilknyttet en praktiserende læge eller et ambulatorium. Hvis patienterne skifter, er det som regel med et interval på 1-2 år samme sted. Dette sammenholdt med, at diabetes blot er en lille del af de praktiserende lægers hverdag, gør, at det ikke umiddelbart giver mening at tale om shared care i diabetessammenhæng for praksislægerne. De data, som ambulatorielægerne har brug for at se, kan opsamles via de praktiserende lægers systemer, hvori der allerede registreres relevant data vedrørende diabetesbehandling.

Ovenstående faktorer kombineret med at flere praktiserende læger i vores undersøgelse ikke ytrede behov for yderligere informationsdeling omkring diabetespatienter, har fået os til at tvivle på, om diabetes egner sig som model for IT-understøttet shared care.