Beskrivelse
Torsdag den 28. januar 2016 besøgte minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby (V) Center for Daginstitutionsforskning.Ministeren blev budt velkommen af BUPL-formand Elisa Bergmann og centerrådsformand i Center for Daginstitutionsforskning og medlem af BUPL’s forretningsudvalg Lasse Bjerg Jørgensen.
Rektor Hanne Leth Andersen og leder af Institut for Mennesker og Teknologi Anders Siig Andersen fra Roskilde Universitet fortalte om centerets formål med at skabe et samlet forskningsmiljø og styrke vidensgrundlaget på et område, der ikke har været højt prioriteret forskningsmæssigt.
Under besøget var der forskeroplæg af centerleder Annegrethe Ahrenkiel og professor Jan Kampmann, begge fra Roskilde Universitet, lektor Christian Aabro fra Professionshøjskolen UCC og institutleder Claus Holm fra DPU. Præsentationerne gav ministeren mulighed for at få indblik i centerets forskning om bl.a. pædagogisk upåagtet faglighed, legende læring og betydningen af pædagogiske koncepter i dagtilbud.
Efter besøget fortsatte turen til to integrerede dagtilbud i henholdsvis Ballerup og Frederiksberg Kommune, hvor ministeren hørte om daginstitutionernes konkrete arbejde og projekter.
Periode | 28 jan. 2016 |
---|---|
Sted for afholdelse | Center for Daginstitutionsforskning |