Beskrivelse
Hvordan forelsker man sig i et samfund, hvor unge mænd og kvinder ikke må ses sammen offentligt? Det undersøger den saudiarabiske romantiske komedie 'Barakeh Meets Barakeh', hvor en politibetjent fra Jeddah og en Instagram-stjerne forsøger at finde plads til kærligheden i en hverdag præget af sociale regler og overvågning.Filmen er både underholdende og samfundskritisk – og viser, hvordan kærlighed i dagens Saudi Arabien også er en politisk handling.
Den 9. september i Himmelbio introduceres filmen af Rasmus Brendstrup fra Cinemateket.
Før visningen i Himmelbio holder ph.d.-studerende Fannie Agerschou (DIIS og RUC) oplæg om kærlighedens vilkår i Saudi Arabien. Hun sætter filmen ind i en større kontekst af sociale medier, kvinders stemmer og forandringer i landets kulturpolitik. I dag er romantiske film også nation branding – og handler om, hvordan staten kommunikerer nye grænser og idealer både indadtil og udadtil.
Arrangementet er en del af festivalen Arabiske Stemmer, der i anledning af Golden Days sætter fokus på kærlighed i den arabiske verden.
| Periode | 9 sep. 2025 |
|---|---|
| Sted for afholdelse | Det Danske Filminstitut, Danmark |