Beskrivelse
Den 25. maj er der filosofisk funderet oplæg til filmen i samarbejde med tidsskriftet Tanken. Overskriften er ’At kende sig selv: I mødet med den anden’.Anita Maskova vil fortælle om ‘The Hours’ og relationen mellem Virginia Woolf, Mrs. Dalloway og kvinderne i filmen: Hvordan er filmen forbundet med Michael Cunninghams roman fra 1998 (på dansk udgivet under titlen ‘Timerne’), og med Woolfs roman ‘Mrs. Dalloway’ (1925). Og hvordan er kvinderne i filmen forbundne med dem og hinanden?
Anita Maskova er cand.mag. og ph.d.-studerende ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC. Hun arbejder med feministisk teori og litteratur, og hun vil knytte filmen til konceptet 'andethed':
“I mit oplæg vil jeg tale om mødet mellem selvet og ‘den anden’ som forudsætningen for selvet selv. Jeg tager bl.a. afsæt i feminisme- og queer-teoretikeren Sara Ahmed, der i sin bog ‘Strange Encounters’ foreslår, at identitet ikke er noget, der bliver til gennem subjektets relation til sig selv, men snarere skal vi forstå det sådan, at selvet kontinuerligt bliver til igennem de daglige møder med andre. Det giver i høj grad mening af se filmen ‘The Hours’ i dét lys.
Der er mulighed for at få et gratis eksemplar af det nye blad ‘Tanken’ med hjem – med temaet ‘Kend dig selv’.
Oplægget foregår på dansk og varer ca. 15 minutter.
MERE OM ‘TANKEN’
Tanken er et filosofisk tidsskrift og udkommer for otteogtyvende gang, nu med temaet ‘Kend dig selv’. Bladet byder på tekster om bl.a. Hegel, Sartre, Butler og Deleuze.
"Kend dig selv! Hvem er det egentlig, der beder os gøre det? Det er ikke længere blot Apollontemplet, der bærer indskriften. Hvad der er tabt i kendskabet med sig selv, er umuligt at vide; disse overvejelser må vente til dommedag. Og når De så har læst dette blad, kære læser, kan De med rette vende maksimen eller spørgsmålene herom indad, udad eller lige tilbage i hovedet på os. God læselyst!"
Der uddeles gratis magasiner i Cinemateket, inden filmen ‘The Hours’ vises, og også når Asta Bar er åben efterfølgende - og ellers kan man altid få et gratis magasin på København Universitet.
Periode | 26 maj 2023 |
---|---|
Begivenhedstitel | At kende sig selv: I mødet med den anden |
Begivenhedstype | Andet |
Placering | København, DanmarkVis på kort |
Grad af anerkendelse | National |